Søg Sitemap - Oversigt over siderne Printvenlig side
Nyt fra bestyrelsen - juni 2010 Skrevet 27.06.2010
Som alle nok kan tænke sig, har bestyrelsen siden generalforsamlingens mandat til at iværksætte undersøgelser om en ny havn primært koncentreret sig om denne opgave, og dette nyhedsbrev skal op til sommerferien informere om, hvor langt vi er nået indtil nu.

Da opgaven er meget omfattende, er der naturligvis også mange ting, der skal undersøges før projektet kan igangsættes. I denne forbindelse er der udarbejdet en foreløbig køreplan, som skal opstille en form for tidslinie for projektet, dvs. hvornår skal hvad ske, for at tingene ikke skal komme til at stå i vejen for hinanden. Men før denne køreplan bliver relevant skal flere ting gøres og falde på plads – det det er netop de forundersøgelser, der nu er i gang:

  • Lokalplanen for lystbådehavnens område er, som nogle måske har læst i Dagbladet, politisk behandlet og forventes vedtaget på byrådets møde i juli. Denne plan skal naturligvis endeligt godkendes efter endt høringsfase.
     
  • En langtidslejekontrakt for området med ADP er der også opnået enighed om, og denne kontrakt omfatter også vinterpladsen på Røde Banke. I denne forbindelse skal allerede nu gøres opmærksom på, at alle bådejere inden efteråret skal flytte deres stativer m.m. til pladsen på Røde Banke, da bådene til vinter skal placeres dér. Der vil komme flere oplysninger om dette senere på sæsonen.
     
  • Et særdeles vigtigt element i planerne er også iværksat: jordbundsundersøgelser. I juli begynder Rambøll at bore huller rundt omkring på pladsen for at finde ud af, om jorden er forurenet og i givet fald hvor og hvor meget. Resultatet af disse undersøgelser er klar efter sommerferien – og der vil naturligvis blive informeret om resultatet af disse undersøgelser også, men foreløbig skal følgende afklares:

    Fastlæggelse af jordmængder, der er:
    1) Ren jord
    2) Forurenet jord
    3) Slam fra Havnebassin
     
    Hvor de forskellige jordkategorier kan placeres:
    1) Ren jord til omdisponering på matriklen
    2) Forurenet jord til Kaj 19
    3) Forurenet jord til ”jordhotel” for senere deponering
    4) Deponering af slam fra havnebassin.
     
    Det er væsentligt her at gøre sig klart, at jordmængderne, der skal flyttes på den ene eller anden måde, er meget store – der er tale om ca. 100.000 m3 alt i alt!

    Og hvad det så kommer til at koste!

Desuden skal følgende afklares:

  • Færdigt 10% omkostnings- estimat på hele projektet
  • Etablering af finansieringsmodel
  • Tilsagn fra finansieringsinstitut
  • Endelig finansiel risikoafdækning
  • Godkendelse af FFL´s rolle som bygherre på en ekstraordinær generalforsamling

Som det vil erindres fra generalforsamlingen er der jo endnu ikke taget stilling til, om FFL selv skal stå for byggeriet, eller om ADP skal, og derfor skal ovenstående forudsætninger afklares og godkendes inden FFL indtræder i rollen som bygherre, og selve byggeprojektet startes.
Men, som nævnt indledningsvis: vi er i gang, og der hersker en positiv og rimeligt optimistisk stemning både fra vores, politikernes og ADPs side!

Bestyrelsen ønsker alle en varm og solrig sommer!

Læst 1332 gange, senest 17.11.2023
 
Del denne side på Facebook

Fredericia Sejlklub - Sandal Bakke 20, 7000 Fredericia Se kort CVR-nr: 73070015 Postadresse: Lupinvej 20, 7000 Fredericia Send mail til klubben